Find & kontakt os
Get the Flash Player to see this rotator.

Indvoldsparasitter

 
Parasitter er små dyr (snylter), der lever i hestens blod eller tarmsystem.
 
Stort set alle heste i Danmark er inficerede, men graden af infektionen er varierende fra hest til hest. Det er ikke et sundhedsmæssigt problem for hesten, hvis infektionen er lavgradig. Endvidere opbygger ældre heste en hvis grad af immunitet. Specielt hos ungheste kan massive infektioner dog give alvorlige følger.
 
Parasitterne lever af hestens blod og tarmindhold, dvs de tager næring fra hesten, hvilket medfører at hestens vækst kan standse, den kan afmagres eller den kan i værste tilfælde risikere at dø som følge af infektion med indvoldsparasitter.
 
Symptomer på ormeinfektion hos hesten kan være:
 
- diarre
- utrivelighed, afmagring
- maven bliver hængende og vommet
- hårlaget mister glansen
- koliktilfælde

Der findes mere end 150 typer af indvoldsparasitter, men de vigtigste sundhedsmæssigt og hyppigst forekommende tilhører Strongyliderne. Det er hovedsagligt de små strongylider, dem der hedder cyathostomer, samt de store strongylider, også kaldet de store blodorm, der er mest udbredt. Det er vigtigt, at få bestemt hvilken strongylide hesten er inficeret med ved at udtage og få undersøgt en gødningsprøve, så behandling kan rettes direkte mod den bestemte parasit. Bændelorm har inden for de seneste 10-15 år vist sig at være skyld i en øget mængde sygdomstilfælde hos heste i Danmark. Bændelorm påvises ved hjælp af en udvidet gødningsundersøgelse eller en blodprøve.
 
Den bedste måde at forebygge ormeinfektioner hos sine heste er ved at følge en ormestrategi  samt at fjerne gødning fra folden. Gødningsopsamling på græs/jordarealerne bør indføres som rutine, da parasitbyrden i disse områder ellers vil være meget høj. Gødningsopsamlingen er særdeles vigtig i forårsmånederne, hvor hestene begynder at udskille eventuel overvintret smitte og græsset samtidig tiltager i vækst. Da græsningsområdet som hestene går på ofte er begrænset, har hestene ingen mulighed for at undgå at græsse/rode i nærheden af gødning og dermed optage smitte. Jord- eller sandfolde uden plantevækst er optimalt i forhold til at mindske optagelsen af parasitter. Endvidere anbefales det ikke at fodre direkte på jorden, men i stedet udfodre i foderbord eller lign.
Hestenes infektionsniveau og behovet for behandling ses ved hjælp af en gødningsundersøgelse, hvor ormeæggene tælles og infektionsniveauet fastslås. For at fastslå om der er tale om store eller små strongylider, skal der laves en larvedyrkning.